Nogle af foredragene ved Pontoppidan Selskabets arrangementer optages på video.
Medlemmer af Pontoppidan Selskabet har efterfølgende mulighed for at se disse videoforedrag.
Videoerne er låst med et kodeord. Ønsker du som medlem at se en af de tilgængelige videoer, kan du få kodeordet tilsendt i en mail.
Kontakt hjemmesidens redaktør herom på mailadressen: guj@pontoppidanselskabet.dk
Aktuelt kan du se video af følgende foredrag:
Aksel Haaning: “Torben Dihmer og naturfilosofien” – 29/02/2024
Naturen er et stærkt, underliggende tema i Henrik Pontoppidans forfatterskab. I den store roman ”De Dødes Rige” (1912-1916) sysler godsejeren Torben Dihmer med naturfilosofiske studier, som på en måde åbner den indholdsrige fortællecyklus, som romanen udgør. Også ved bogens afslutning præsenteres et testamente, Torben Dihmer udsteder til videreførelse af sit gods og til fremtidige forskere i natur. Af Torbens venner kaldes naturfilosofferne for kvaksalvere og troldkarle.
Foredraget tager udgangspunkt i de nævnte scener fra romanen og vil forsøge at udfolde naturtemaet i samtidig dansk kontekst hos Ludvig Feilberg (1849-1912) og videre i europæisk naturtænkning i middelalder og renæssance, der er ved at blive genopdaget og afdækket i disse år. Endelig vil foredraget forsøge at komme med et bud på Pontoppidans mulige natursyn under hensyn til hans ofte omtalte tvetydige fortællestemme.
Aksel Haaning er mag.art. og ph.d., lektor ved Institut for kommunikation og humanistisk videnskab, RUC.
Link til video: Aksel Haaning: “Torben Dihmer og naturfilosofien”
Frederik Stjernfelt: “Alkymist i lænker. Sagen imod mystikeren Johann Konrad Dippel 1717-1719” – 13/03/2024
I ”De Dødes Rige” studerer Torben Dihmer mystikere, astrologer og alkymister på sit gods Favsingholm. Dette foredrag handler om en af virkelighedens mystikere: Den tyske pietist, oplyser og læge J.K. Dippel var en af de mest læste tænkere i Nordeuropa i første halvdel af 1700-tallet. Fra 1714 var han i Altona, dengang det danske riges næststørste by, tvillingeby til Hamburg, da der blev rejst en sag imod ham. Den førte til, at han i 1719 blev dømt til livsvarigt fængsel på Bornholm, mens hans skrifter blev offentligt afbrændt på torvet i Altona. Hvorfor blev denne mand retsforfulgt, og hvordan udviklede den danske sag sig imod ham? Sagen kaster også nyt lys over den tidlige oplysning og modernitetens rødder: hvordan kunne en from og kristen mystiker udbrede fritænkning og radikal oplysning?
Frederik Stjernfelt, professor, ph.d. og dr.phil., Aalborg Universitet.
Link til video: Frederik Stjernfelt: “Alkymist i lænker. Sagen imod mystikeren Johann Konrad Dippel 1717-1719”
Oliver Zeeberg Nielsen: “Der må gerne gå poesi i kritikken: Aage Henriksen og Henrik Pontoppidan” – 18/09/2024
Aage Henriksen repræsenterer en markant stemme indenfor forrige århundredes litteraturstudier. Hans tro på litteraturens kraft til at hjælpe mennesket med at forstå sig selv skaffede ham mange venner og fjender. Med udgangspunkt i mit speciale om Henriksens litteratursyn vil jeg forsøge at beskrive, hvilke kvaliteter ved Pontoppidan en Henriksensk læsning ville have blik for.
Oliver Zeeberg Nielsen er cand.mag. i dansk og oldtidskundskab ved Københavns Universitet. Medlem af Pontoppidan Selskabets bestyrelse.
Link til video: Oliver Z. Nielsen: “Der må gerne gå poesi i kritikken: Aage Henriksen og Henrik Pontoppidan”
Anders Raahauge: “Pontoppidans Præster” – 25/5/2023
I hele sit værk tager Henrik Pontoppidan livtag med kristendommen, og han ønsker i virkeligheden aldrig at forlade den brydekamp. Gennem hans bøger vandrer derfor også en hel procession af præster. Pontoppidan hudfletter flertallet med barsk satire for deres ængstelige anglen efter popularitet. Det overses derfor gerne, hvilke lysende undtagelser, der findes iblandt dem, hyldet af forfatteren for deres frygtløshed og alvor. Foredraget besøger præstegalleriet, og det skal tillige vise, hvordan indflydelsen fra Friedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard farver forfatterskabet. Den første især i Pontoppidans yngre år; den anden stærkere i hans modne år – i ”Lykke-Per” tales nietzscheansk om ”samvittighedens spøgelse”, mens menneskets samvittighed i ”De dødes rige” bliver det fornemme anker i modernitetens hvirvlende værdirelativisme.
Anders Raahauge er sognepræst i Sønderborg, litteraturmagister og tidligere kulturredaktør ved KD og JP. Udgav i 2023 bogen “Pontoppidans præster. Henrik Pontoppidan mellem Kierkegaard og Nietzche” Forlaget Fønix.
Link til video: Anders Raahuage: “Pontoppidans præster”
Rasmus Vangshardt: ”Livets febrile hemmeligheder.” Dødslængsel og selvovervindelse hos Thomas Mann og Henrik Pontoppidan. 21/09/2023
Rasmus Vangshardt (f.1988) forsker i litteraturvidenskab ved University of Oxford og er litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad. Tidligere ph.d.-stipendiat ved Centre for Medieval Literature på Syddansk Universitet. 2020-modtager af Forskningsministeriets EliteForsk – rejsestipendiat.
September 2017 er udkommet: “Livets febrile hemmeligheder. Et litterært slægtskab mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Man”. (Forlaget Spring).
Cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi ved Københavns Universitet og Freie Universität Berlin. Tidligere forskningsophold ved universiteterne i Barcelona, München, Oxford, Heidelberg og York.
Link til video: Rasmus Vangshardt: ”Livets febrile hemmeligheder.” Dødslængsel og selvovervindelse hos Thomas Mann og Henrik Pontoppidan.
Der vil løbende blive lagt flere videoforedrag op på denne side.