At oversætte er en meget intim kunstart, der arbejder på at mindske afstandene mellem sprog. Men når man oversætter litteratur, skal man ofte gengive noget, der er usynligt, og derfor er man nødt til at vide, hvordan samspillet mellem ordene indvirker på mennesket. Det var ønsket om at være fuldt og helt til stede i det kinesiske sprog, der fik oversætteren Sidse Laugesen til at opgive den magt, hun har over sit eget modersmål og kaste sig ud på vaklende grund på kinesisk som digteren Lao Shuzhen. Hvordan det gik til og hvor det førte digteren hen, fortæller hun om i sit oplæg.
Også Henrik Pontoppidan har arbejdet på at skabe dette usynlige, der kan opstå ved ordenes møde, og som gør hans prosa til kunst. Det bliver et af emnerne for en efterfølgende samtale.
Sidse Laugesen er litteraturhistoriker, sinolog, prisbelønnet digter og oversætter.
